Aktuelt

En nytårsfest for børn

Guide

For langt de fleste af os skal årets sidste aften have plads til hele familien. Her får du en håndfuld ideer, der gør nytårsaften til en dejlig dag for jer alle.

Sådan gør du nytåret til børnenes fest

Hvor julen oftest har børnene i centrum, har vi måske en tendens til at tænke nytåret som de voksnes aften. Men for langt de fleste af os skal årets sidste aften have plads til hele familien – i alle aldersgrupper. Derfor får du her en håndfuld ideer, der gør 31. december til en superdejlig dag for jer alle.

Den bedste måde at få tiden til at gå, mens vi venter på fyrværkeri og sjove hatte er at involvere børnene i dagens forberedelser – så bliver det nemlig også deres fest!

BORDDÆKNING

Nytårsbordet er som regel en festlig størrelse – og hvorfor ikke lade børnene hjælpe? Uanset tema, er der helt sikkert nogle opgaver, de kan stå for. Måske skal der findes fine kviste og bær i haven? Eller bindes fine bånd omkring bestikket ved hver kuvert? Du kan også finde lyskæder frem og lade ungerne vikle dem rundt om lysestager, vaser og alt det andet, der står på bordet. Find overskuelige opgaver, de ikke bliver overvældede af.

PYNTNING AF HOVEDDØREN

Får I gæster? Så slå stemningen af allerede ved hoveddøren! Lad børnene hjælpe med at finde på, hvad I skal lave – og lad dem stå for nogle af elementerne. Det kan være, der skal pustes balloner op eller klippes stjerner og ‘2017’ i glitterpapir og klistres op. I kan også genbruge julekuglerne, ved at trække dem på en kraftig snor og montere dem hele vejen rundt om døren.

SHOWTIME

Har du børn, der elsker at optræde? Hvad med at give dem som opgave, at de skal opføre en sang, en sketch eller et lille teaterstykke i løbet af aftenen? Giv dem en kasse fyldt med klæd-ud-tøj, karton, tape, balloner, tusser og alt det andet, der skal bruges til scenen – så er de travlt optaget hele dagen. Og du får med garanti et mindeværdigt øjeblik, når de går på scenen.

MADLAVNING

De lidt ældre børn, der interesserer sig for madlavning, kan sagtens hjælpe til i køkkenet – også selv om I skal have den store, elegante nytårsmenu. Der er som regel opgaver, som er helt rigtige for børnene – eller du kan give dine teens ansvaret for en enkel snack til dronningens nytårstale. Det kan være blinis med cremefraiche, røget laks og dild eller små stykker ristet brød med et stykke parmaskinke og et stykke parmesanost. Eller hvad med hjemmebagte grissini?

ÅRETS BEDSTE BØRNEDESSERT

Is er altid et hit hos de mindste, og isvafler er muligvis endnu bedre! Så hvorfor ikke lave en isvaffelbuffet til dem? Det er enkelt, de kan selv sammensætte deres favoritvaffel, og du behøver ikke at stå med to forskellige slags desserter.

Du skal bruge:

  • Forskellige slags is – vanilje, chokolade og jordbær er altid et hit
  • Topping – bær, saucer (chokolade, karamel, jordbær), chokoladeknapper,
    marshmallows, vingummier, nøddedrys, daimkugler, krymmel, chokoladekiks,
    vaffelstænger og meget andet
  • Flødeskum og/eller guf
  • Vafler (evt. dyppet i smeltet chokolade og krymmel)

Sådan gør du:

Sæt en metalbradepande i fryseren om morgenen.
I løbet af dagen tager du isen ud, så den bliver blød nok til, at du kan scoope
kugler op.

Læg iskuglerne i den iskolde bradepande, drys evt. med farverigt krymmel,
dæk med plastfilm, og sæt kuglerne tilbage i fryseren.

Om aftenen hælder du alle toppingerne i skåle, og arrangerer vaflerne i et højt glas – vikl evt. en papirserviet omkring hver vaffel.

Sæt det hele frem sammen med bradepanden med iskugler.

Nu kan børnene nemt selv samle deres isvafler – de mindste kan få hjælp af de største. Husk en stak servietter – og kameraet!